søndag den 21. august 2011

Hallelujah!

Hallelujah for et havevejr vi fik i weekenden! Trods at weekendens største begivenhed var min smukkeste blomsts syv-års fødselsdag, blev der også tid til alverdens ting i haven!




Størstedelen af urtehaven fik sig en tur med oprydning og nedklipning, så komposterne bugner nu af grønt plantemateriale, der skal blive til den den dejligste kompost. Min mand fornyede sit jordbærbed ved at tage alle planter op, forbedre jorden og plante et mindre antal gode planter tilbage, så også her blev der masser af grønt til komposten.  


For hver havesæson kan jeg mærke, hvor stor forskel erfaringen gør. Fejlslagne have-idéer og dårlige staude-placeringer ligesåvel som successer i haven, gør, at jeg kan gå havesæsonen 2012 i møde bedre rustet og forhåbentlig lidt klogere :-) 



Vi har et fantastisk tomat-år i år, så derfor gik vi (inspirerede av Camilla Plum) i gang med at henkoge tomater i aftes. Hele huset duftede fantastisk og nu kan vi nyde sommerens sødme i de kolde måneder. Min mand vender tilbage med et 'gæste-indlæg' om selve henkogningen. 


Udenfor vores stuevindue står denne skønne rose, der blomstrer hele sæsonen, blot man husker at klippe de døde blomsterhoveder af. Den dufter vidunderligt, og er noget af det første der blomstrer i foråret og noget af det sidste der blomstrer i efteråret. Det er en gammel rose, der stod i haven, da vi købte huset for fem år siden, så jeg aner intet om den, andet end at den er fænomenal.


Jeg har et væld af forskelluge mynter i haven, og denne skønne plante kom til nytte i går aftes, da jeg nød en 'Italian Mojito'. Mums - det var en succes! Limefrugt, rørsukker og mynteblade knuses i bunden af et højt glas, hvorefter der tilsættes knust is, Campari og dansk vand.
Atter en gang: Hallelujah!


SKÅL!

3 kommentarer:

  1. Åh - en skøn stor portion tomater.
    Min tomatdyrkning er ikke den helt store succes i år, men dog lidt bedre end sidste år. Planterne har dog ikke "tjent sig ind" endnu - men som du skriver...man må gøre sine erfaringer. Nu kan jeg jo kigge lidt rundt på bloggene til vinter og se hvordan andre gør med deres tomatplanter.

    Hilsen Berit

    SvarSlet
  2. Det lyder godt med en kompost :-) Jeg tænker så småt på, at jeg skal have gang i et par beholdere til kompost istedet for at køre det på lossepladsen - det er spild af tid og ressourcer, når man nu kan få noget rigtig godt jord ud af det istedet!

    Vi lavede en mojito forleden weekend blot med hvid rom - den smagte også ganske dejligt. Det er skønt at kunne plukke lidt frisk mynte fra haven :-)

    SvarSlet
  3. Berit: Sidste år fik jeg ikke én eneste god tomat - i år bugner det. Hvorfor? Tja, ingen anelse?! Så en gang i mellem føles det ikke som erfaring, der tæller , men rent held :-)

    Susanne: Kan du så skaffe dig en kompostbeholder med det samme :-) At give planterne kompost er nok lidt som at give os selv en ansigtbehandling eller manicure, med andre ord ren forkælelse :-)
    De fleste kommuner deler kompostbeholdere ud gratis, og det kræver nærmest intet arbejde.
    I weekenden vil jeg lave en Mojito med hvid rom ligesom dig - det lyder skønt!

    /Jessica

    SvarSlet